En kort historie om hæle

Sko med hæle får os til at føle os mere feminine og attraktive. De giver os et par centimeter højde, men også selvtillid og sexappeal. Vores ben bliver længere og selve silhuetten bliver slankere. I dag er de forbundet med attributten kvindelighed, men har de altid været det?

I årtusinder har vi været uden hæle. De gamle grækeres og romernes sko er intet mere end en flad lædersål, der blev liggende på fødderne takket være stropperne omkring anklerne. Høje hæle og kiler blev kun båret af skuespillere, så publikum i amfiteatre kunne se dem bedre. I middelalderen blev træsko med tykke, temmelig høje hæle slidt og fastgjort til fødderne med et tykt læderbælte. Sådanne sko blev båret af både kvinder og mænd. De havde imidlertid intet at gøre med elegance, deres job var at forhindre, at morgenkåberne blev mudrede.
En hæl, der ligner den, vi kender i dag, dukkede først op i 1500 -tallet, og alt takket være venetianske sko. Også disse blev opfundet for beskyttelse. Damer, der gik til byen oversvømmet af lagunens vand, måtte beskytte deres fødder og silkekjoler. Deres højhælede træsko, kaldet Chopin's, blev understøttet af en stolpe, der var placeret omtrent midt på foden. Disse stolper var meget høje, nogle gange endda 75 cm.

I 1600 -tallet blev hælen almindelig ... for mænd. Det viste sig, at hælene er perfekte til ridning, især i kamp, fordi de perfekt blokerede rytterens fod. Takket være dette stod han fast i stigbøjlerne og kunne angribe fjenden.
Desværre måtte hælen suspendere sin karriere under den store revolution. Han var en egenskab af aristokrater, så iført høje hæle kunne ende med at ramme guillotinen. Derfor forsvandt det fra modehistorien i Frankrig og senere i hele Europa.

I slutningen af 1800 -tallet var hæle tæt på deres endelige form. De gik til kanten af skoen, under hælen, og polstringen hvilede på en træ- eller metaldel af sålen. Til gengæld blev hælene i begyndelsen af det 20. århundrede endelig en attribut for kvinder.